En gruppe på 27 fugleinteresserede fra Skåne var på guidet tur med den frivillige arbejdsgruppe langs Gundsømagle Sø i det dejlige forårsvejr.

Gæsterne var fra Ringsjöbygdens Fågelskådare, som er en forening for alle fugleinteresserede. Den arbejder med fuglebeskyttelse og arrangerer ture i Midt-Skåne omkring ringsøerne med det kendte Bosjökloster. Men også området ved Gundsømagle havde svenskerne interesse. ”Området omkring Gundsømagle Sø er mere varieret, end vi er vant til i Skåne”, forklarede Richard Dodsworth fra bestyrelsen for den svenske forening. Den guidede tur førte gæsterne gennem områder med skov, eng, mark og rørskov, alt imens de kunne spejde ud over søen og den anden bred. Det blev til i alt 42 forskellige arter af fugle. Der blev hørt både gøg og nattergal, men det var især skægmejsen, der tiltrak sig gæsternes opmærksomhed. Den er noget af en karakterfugl for Gundsømagle Sø. Og så var alle, svenske som danske, begejstrede for, at en flok sortterner også valgte at lægge vejen forbi. Hele 24 blev der talt af den sjældne terne, som nu kun yngler på en lille håndfuld steder i Danmark.


Foto: Jens C. Pedersen