Fugleværnsfonden samarbejder med familien Hansen, Tårup om naturpleje på engene ved Barup Sø. Besøg familens julemarked på den gamle slægtsgård, og se hvordan hvordan køerne har det om vinteren, når de ikke er på engene ved Barup Sø.
Søndag den 6. december kl. 10-16 slår Kirkehøjens Limousine dørene op for årets store julestue.
Man kan gå en tur i staldene og se de søde får og de dejlige limousinekøer med kalve. Udenfor øffer frilandsgrise rundt, og der er østrig-ungarske uldgrise, høns, gæs og ænder.
Der er smagsprøver på juleøl fra Krenkerup Gods og på spændende vine. Der sælges gløgg og hjemmelavede æbleskiver, og der er sågar smagsprøver på uldgrisene, en oplevelse man ikke må snyde sig selv for!
Gårdbutikken er åben og sælger lækkert kød fra ungkvæg af limousine, frilandsgris, lam og vildt, og der er også et stort udvalg af spændende pålæg til julebordet, ligesom der stadig er enkelte juleænder eller -gæs.
Alt i alt er der lagt op til en rigtig hyggelig dag på landet, hvor der er masser at se, røre ved og smage på for både børn og voksne.